Nyhetsbrev

Motta siste nytt fra Arbeidsliv i Norden med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
Du er her: Forside i Nyheter i Nyheter 2024 i Landmænd presser dansk praktikantordning
Nyhet

Landmænd presser dansk praktikantordning

| Tekst: Marie Preisler

Danske landmænd henter billig arbejdskraft i Vietnam, Uganda, Tanzania og Indien ved at benytte en landbrugspraktikant-ordning. Fagbevægelsen kritiserer arbejdsforholdene og har sikret fortsat kontrol med ordningen.

I en årrække har der arbejdet landbrugspraktikanter fra især Ukraine på danske bondegårde, men den praksis har krigen mellem Ukraine og Rusland sat en stopper for. Nu rekrutterer dansk landbrug i stedet praktikanter så langt væk som Asien og Afrika.

70 procent af de ca. 2000 udenlandske landbrugspraktikanter, som har opholds- og arbejdstilladelse til at arbejde i dansk landbrug kommer i dag fra Vietnam, Uganda, Tanzania og Indien. Det fremgår af tal, som fagforeningen 3F har fået Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) til at fremlægge.

Udviklingen bekymrer 3F, der blandt andet organiserer udenlandske landbrugspraktikanter. 3F vurderer, at de er lette at snyde, fordi de ikke kender Danmark og dansk landbrug.

Foto: 3F- Mange af dem ser muligheden for at blive praktikant i Danmark som en adgangsbillet til at se Europa. Og jo fjernere egne praktikanterne kommer fra, jo nemmere er de ofte at snyde for danske arbejdsgivere og agentbureauer, udtaler uddannelseskonsulent i 3F, Karin Olsen i Fagbladet 3F.

74 kroner i timen

Fagbladet har i en række artikler dokumenteret eksempler på danske landmænd, der lader praktikanter fra lande som Vietnam bo og arbejde på vilkår, der ikke lever op til intentionen med praktikantordningen. Vietnam var i 2023 det land, hvorfra der kom flest landbrugspraktikanter til Danmark.

I årtier har det været tilladt for landmænd og gartnerier at ansætte udenlandske praktikanter, hvis de er i gang med en landbrugsuddannelse i hjemlandet. Den ordning havde i mange år også haft karakter af en form for kulturudveksling, men i dag er det for mange danske landmænd primært en adgang til at skaffe arbejdskraft og til en lav timeløn.

En praktikant i landbruget og på gartnerier kan være i praktik i Danmark i op til 18 måneder og skal under opholdet have løn efter aftale indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Det betyder, at praktikanten som minimum skal have en månedsløn på knap 11.838 danske kroner – svarende til ca. 74 kroner i timen – før skatten er betalt.

Dette er minimum-lønnen de første seks måneder. De næste 12 måneder er minimum-lønsatsen en smule højere, men stadig langt under den lønsats, landmanden skulle betale, hvis ikke der var tale om en praktikant.

Den danske landmand er til gengæld forpligtet til at sikre praktikanten supplerende viden om landbrugsdrift og rimelige arbejdsvilkår og boligforhold. Den pligt er det dog ikke alle landmænd, der lever op til. 3F’s fagblad har fundet en række eksempler på, at landbrugspraktikanter fra blandt andet Vietnam er blevet udnyttet, når det kommer til betaling, bolig og arbejdstider.

Oveni fortæller flere vietnamesiske praktikanter, ifølge 3F, at de har måtte betale så store summer til agenter og rekrutteringsbureauer, at de skal bruge næsten hele deres praktikantløn på at betale disse firmaer for at skaffe dem praktikplads hos en dansk landmand eller gartner.

Uddannelse halter

Et fagligt udvalg med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter har til opgave at vurdere, om et landbrug eller gartneri er egnet til at uddanne lærlinge og udenlandske praktikanter, og hvor mange lærlinge og praktikanter den enkelte landmand eller gartneriejer har kapacitet til at oplære. 

Den del af landbrugspraktikordningen var i foråret 2024 tæt på at falde bort. SIRI havde varslet, at landmænd fremover frit skulle kunne ansætte så mange landbrugspraktikanter fra udlandet de ville, uden at det faglige udvalg skulle vurderet landmandens egnethed. Men efter protester fra arbejdsmarkedets parter, har SIRI meddelt, at reglerne alligevel ikke bliver lempet.

At uddannelsen af udenlandske landbrugspraktikanter halter nogle steder, vurderer også Seges Innovation, en virksomhed med knytning til landbruget, som rådgiver landmænd.

I en guide med råd til landmænd om at have landbrugspraktikanter skriver SEGES Innovation, at ”mange landbrug har taget imod udenlandske praktikanter gennem årene, men når travlheden tager over i hverdagen, kan det være svært at opfylde kravene til uddannelse, som står i den kontrakt, man har indgået”. 

Undgå arbejdsulykker

Landmanden skal huske, at praktikanten er under uddannelse i deres hjemlande, og de har krav på et fagligt udbytte af opholdet hos den danske arbejdsgiver, skriver SEGES Innovation også:

”Det er vigtigt, at du hjælper praktikanten til at få et fagligt udbytte af praktikken i Danmark, og at praktikanten ikke alene udfører ensformige opgaver i længere perioder uden nogen form for feedback og mulighed for faglig udvikling.”
SEGES Innovation minder også landmændene om, at de skal forebygge arbejdsulykker ved at tage sikkerheden for deres praktikanter alvorligt.

Landbruget er helt i top blandt brancher, hvor der er flest arbejdsulykker, herunder dødsulykker. Fra 2017-2022 skete 33 dødsulykker inden for landbrug og skovbrug. Ulykkerne sker typisk i forbindelse med håndtering af kvæg og arbejdet med store maskiner.

Der er derfor iværksat en flerårig helhedsindsats imod arbejdsulykker i landbrug og skovbrug. En ekspertgruppe er i gang med analyse af årsagerne til alle de seneste dødsulykker i landbruget og skal levere viden til branchen om bedre forebyggelse. Det er første del af en større og politisk besluttet handlingsplan mod arbejdsulykker på danske arbejdspladser, som blev sat i værk i 2023, og som fokuserer på de farligste brancher.

Nyhetsbrev

Motta Arbeidsliv i Norden gratis med e-post. Nyhetsbrevet utkommer 9 ganger i året.

(Påkrevd)
h
This is themeComment