Deltid på plads

Den danske beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) - og dermed regeringen - syntes, at det skulle være muligt for en lønmodtager at spørge sin arbejdsgiver, om han eller hun måtte gå på deltid. Og en arbejdsgiver skulle have mulighed for at spørge sine ansatte, om nogen ønskede at arbejde på deltid. Ganske enkelt.

Derfor fremlagde ministeren tidligt på året et lovforslag om deltid - altså at man uden for de aftalte overenskomster kunne aftale dette. Men så enkelt var det ikke. Utallige protester, et hav at spørgsmål til ministeren (over 200), flere samråd i Folketinget, faglige deputationer til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, høringer i Folketinget med eksperter, strejker, tillidsmandsmøder og noget efterhånden ret så sjældent i Danmark: demonstrationer. Samt en omfattende offentlig debat.

Efter mange år uden ret meget røre på det danske arbejdsmarked fik lovforslaget om deltid de røde faner og protesttalerne frem igen - her fra et stort tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen i København i maj.

Indblanding

Det handlede naturligvis om at vise den nye borgerlige regering modstand - og altså ikke blot om deltid. Det er i sig selv ikke det helt store problem. I dag arbejder næsten 400.000 danskere på deltid. Omkring 35 procent af danske lønmodtagere under LO/DA-området har fri adgang til at arbejde på deltid, og 59 procent har mulighed for deltid - men med visse begrænsninger. Kun seks procent har ikke adgang til deltid.

Det korte af det lange er, at ved at statsmagten går ind og bestemmer noget, hvor der på meget liberalt vis ligger frivillige, kollektive aftaler, træder regeringen parterne på arbejdsmarkedet over tæerne - især lønmodtagerne. Det strider mod kernen i den danske - eller skandinaviske - model for arbejdsmarkedet.

Det har da også vist sig, at i det øjeblik ministeren og LO omsider fik sat sig sammen hen mod midten af maj, var der i virkeligheden ikke ret langt mellem dem. Eller sagt på en anden måde: Hvis ministeren havde begyndt med et møde med parterne og sagt: Hvis I ikke selv kan finde ud af at lave en aftale om deltid, så alle er omfattet, så laver vi en lov - så var det problem løst let og elegant for længe siden, lyder vurderingen blandt folk i branchen.

Faktisk er det sat på menuen for næste omgang overenskomstforhandlinger i 2004, og i fagbevægelsen syntes man, at det da kunne vente til den tid. Men regeringen ville have den sag på plads her og nu - og så fik vi al balladen.

LO sagde nej

Efter en uges forhandlinger med fagbevægelsen hen mod slutfasen i maj sagde LO nej lige før vedtagelsen. Fagbevægelsen fik ellers tilbud om at indarbejde deltidslovens regler i overenskomsterne. Men LO mente, at der stadig var tvivl om, hvorvidt de ansatte er sikret den fornødne beskyttelse. LO ville have, at overenskomsten skal gælde fremfor loven.

Det ville beskæftigelsesminsteren ikke gå med til, han krævede som minimum, at overenskomsterne skal indeholde lovens krav. I så fald kan der ikke forhandles frit, mente LO’s formand Hans Jensen, og derfor sagde LO nej. Der var ellers stor enighed i LO’s medlemsforbund om at støtte dette, men der var ikke fuld enighed, og så sagde LO nej.

Status er, at regeringen, der består af Det Konservative Folkeparti (K) og det liberale parti Venstre (V), opnåede flertal sammen med støtte-partiet Dansk Folkeparti til et lovforslag med endelig vedtagelse inden udgangen af maj til ikrafttræden den 1. juli 2002.

Det store problem for fagbevægelsen er, at den på den ene side har til opgave at sikre forholdene for medlemmerne mest muligt. Men på den anden side er den ikke meget for at støtte noget, som især Dansk Folkeparti også stemmer for. Ministerens problem er, at han alligevel ikke fik »tæmmet« fagbevægelsen i dette spørgsmål. Loven har desuden to uheldige følger: For det første matcher loven ikke forholdene ved skifteholdsarbejde, hvor man kan have svingende antal timer fra uge til uge. Og for det andet får den ansatte alligevel ikke lov til at tage en tillidsrepræsentant med til forhandling med arbejdsgiveren om deltid - sådan som det ellers var stillet i udsigt.

Delt bevisbyrde

I den endelige udgave af loven nåede der for det første at komme et princip om delt bevisbyrde med. Det er ikke mere kun lønmodtagerens opgave at bevise, at en evt. fyring er sket på grund af vægring mod at gå på deltid. Således vil det være arbejdsgiverens opgave at bevise, at en afskedigelse ikke er sket, fordi en ansat har sagt nej til deltid. Der er f.eks. også delt bevisbyrde i sager om ligestilling - en regel der blev indført i Danmark i 2001.

Det andet er, at en arbejdsgiver ikke vil kunne bruge loven til at konvertere fuldtidsstillinger til deltidsstillinger. Hvis en ansat opsiger sin fuldtidsstilling - og måske går på pension - må arbejdsgiveren ikke genopslå stillingen som en deltidsstilling, hvis der står i overenskomsten, at det er en fuldtidsstilling. Men ved en ansættelse, hvor intet er forudsat, må den nyansatte og arbejdsgiveren godt aftale deltid. En fuldtidsansat og arbejdsgiver må også godt aftale deltid, hvis de er enige - også selv om der er en overenskomst, hvor der står, at de ikke må.

I de situationer, hvor der slet ikke er overenskomst med begrænsninger i forhold til deltid osv., kan arbejdsgiver og ansatte naturligvis gøre, som de vil - som hidtil.

Frihedspakken

Deltidsloven er et led i regeringens »Frihedspakke«, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har hele tiden fremhævet, at nu skulle det være muligt for enhver lønmodtager selv at gå til sin arbejdsgiver og bede om at komme på deltid - og det skal overenskomsterne ikke kunne hindre.

Lønmodtagernes skarpeste argument imod det oprindelige lovforslag var, at det kunne misbruges af arbejdsgiverne til at presse folk ned i arbejdstid - og dermed i indkomst. Truslen om at blive fyret ved vægring var nærliggende, og arbejdsgiveren kunne jo meget let begrunde det med alt muligt andet end den ansattes modstand mod at gå ned i arbejdstid. Der manglede beskyttelse af lønmodtagerne.

Det nåede så at blive blødt op med delt bevisførelse, og hertil siger beskæftigelsesministeren, at lønmodtageren ikke skal bevise, at en afskedigelse er begrundet i et afslag på eller anmodning om deltid. Lønmodtageren skal alene fremføre faktiske omstændigheder. Og så er det arbejdsgiverens pligt at modbevise, at det forholder sig således. Arbejdsgivere skal altså tidligere på banen.

Fagbevægelsens andet argument om, at deltidsloven vil blive brugt til at nedsætte arbejdstiden generelt ved f.eks. nedgang i produktion og omsætning, er også stoppet. Lovforslaget blev ændret således, at det alene er under ansættelsen, at deltid kan aftales, understreger Claus Hjort Frederiksen.

Men den principielle kritik af, at det er staten og ikke arbejdsmarkedets parter, der aftaler disse forhold, er ikke forstummet.

Hertil svarer beskæftigelsesministeren, at en lang række andre områder også er blevet reguleret af statsmagten; bl.a. ferieloven, loven om ansættelsesbevis, arbejdsmiljøområdet samt ligeløns- og ligebehandlingsområdet.

Arbejdsgiverne

Kritikken af loven kommer ikke kun fra arbejdstagere - om end den svinger fra stor tilslutning til afdæmpet kritik fra arbejdsgiverne. En af dem er Dansk Handel og Service, hvor den ordførende direktør, Søren B. Henriksen, i meget lang tid har ment, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at få gennemført deltidsloven. Det gjorde han bl.a. meget ud af på den eksperthøring om lovforslaget, der blev gennemført i Folketinget den 3. april.

Efter forliget med Dansk Folkeparti om lovforslaget, der kom på plads den 3. maj, er Dansk Handel og Service ikke nær så begejstret. DHS er nemlig meget utilfreds med, at bevisbyrden er vippet mere over på arbejdsgiverne, der ville have fastholdt det første forslag:

- Det er et sundt princip, at den, der påstår at have et krav, skal bevise dette. Loven om deltid kommer til at bryde med dette fundamentale retssikkerhedsprincip, udtaler juridisk direktør i DHS Kim Munch Lendal.

Næste hurdle

VK-regeringen har lovet, at den ikke vil blande sig i ret meget mere på arbejdsmarkedet. Men der er ét punkt mere: Eksklusivaftalerne - og det er nok en hårdere nød at knække, fordi her er mere på spil for fagbevægelsen.

Det handler om, at regeringen ønsker at fjerne den bestemmelse i overenskomsterne på det private arbejdsmarked, der siger, at man som ansat skal være medlem af en af de faglige organisationer, der har aftalt overenskomst med arbejdsgiverne. På det offentlige arbejdsmarked i Danmark er eksklusivaftalerne allerede fjernet for en del år siden. Her kan man ikke udelukke en ansat, der ikke er medlem af den »rette« fagforening.

Fagbevægelsen frygter, at dette blot er et skridt på vejen til endnu flere »angreb« på den frie ret til at aftale vilkårene mellem parterne. Hertil siger den arbejdsmarkedspolitiske ordfører for regeringspartiet Venstre, Jens Vibjerg, at der ikke er planer om flere indgreb. De to ting - deltidsloven og forbud mod eksklusivaftaler - vil give lønmodtagere mere frihed, mener han.